Tager vi grundloven og danskheden for givet?

Af Thisted Lokalforening

Et hurtigt tilbageblik i Thisted Amts Tidende anes en kontur af noget, som engang var en stolt tradition på vores egn. En tradition, man trofast værnede og stod vagt om. En tradition, hvor man fornemmer en lokal, som national, følelsesforpligtelse til at deltage i, og hvor fællesskab, samhørighed og lighed ikke bare gik hånd i hånd, men stod skulder ved skulder!

En lang række forskellige foreninger og organisationer fordelt over hele Thy og Han Herred afholdt grundlovsmøder og fester i tidernes morgen. Fælles for dem alle var den enorme folkelige opbakning og ikke mindst bevidstheden om, hvorfor de var forsamlet på netop den 5. juni.

Symbolet på frihed og lighed

I 1932 var der 4-5000 thyboer forsamlet til grundlovsmøde på Sjørring Vold. På selvsamme vold plantede thylandske kvinder 17 år tidligere, i 1915, et egetræ, som et symbol på grundlovsændringen. De var dengang anført af Thyboen, Ingeborg Tolderlund (1848-1935), der allerede i 1906 havde oprettet en lokalafdeling af Dansk Kvindesamfund i Thisted,  som hun var formand for frem til 1927.

Træet på Sjørring Vold blev plantet sammen med andre kvindeforeninger rundt om i landet, hvor der blev sat ca. 30 grundlovsege, som også blev kaldt for mindeege eller Kvindernes Ege. Inspirationen havde de hentet fra blandt andet stavnsbåndets ophævelse (1788) og krigen 1848-1850, hvor der også blev plantet egetræer.

Træet, som symbol på frihed og lighed, opstod under den franske revolution tilbage i 1789, hvor det første træ blev plantet af en præst i Vienne for at fejre det nye kommunestyre. Man pyntede træet, og der blev danset og sunget revolutionssange rundt om træet.

Tilbage i vores lille andedam medførte grundlovsændringen i 1915, at kvinderne blev mere ligestillet med mændene bl.a. gennem stemmeretten. En rettighed, de ikke kom sovende til. Dansk Kvindesamfund blev stiftet tilbage i 1872. De fremsatte det første lovforslag i folketinget i 1886. Opnåede kommunal valgret i 1908 til det, vi i dag tager for givet. De kæmpede altså i lange 32 år!

I øvrigt var den første folkeafstemning kvinderne kunne deltage i, året efter, den 14. december 1916.  Der skulle danskerne tage stilling til, hvorvidt vi skulle sælge De Vestindiske Øer til USA. Der var ikke den store tilstrømning til stemmeboksene, da kun 37% af de stemmeberettigede deltog. Hvor mange af dem, der var kvinder vides ikke.

27 år senere, i 1959, kunne Soldatermissionen melde om rekordstor tilslutning til deres traditionelle grundlovsmøde, hvor specielt mange unge mennesker deltog. Soldatermissionen havde i en årrække afholdt deres grundlovsmøder på Dalgaard i Refs, men flyttede i 1942 til Boddum – Ydby kommunes plantage. Det var i øvrigt de lokale pionerere Christian Christensen og Christian Pedersen fra Refs, der tog initiativ til oprettelsen af lokalafdelingen af soldatermissionen i 1907.

Vi springer frem til året 1966. Der arrangerede Hotel Vildsund Strand deres traditionelle grundlovsmøde. De havde samlet op mod et par tusinde deltagere.

Vi springer nu mange år frem i tiden. Helt ind i det nye årtusinde! Efter årtiers pause forsøgte man, i 2006, at genoplive den gamle tradition på Sjørring Vold. Denne gang var der 40 tilhørere. Når man ser på den folkelig opbakning, der engang var, og den vilje til at slå værn om Grundloven kontra de senere års opbakning, rejser det uvilkårligt spørgsmålet. Tager vi Grundloven for givet?

Grundloven bekriges dagligt!

Fra 1850 – 1920 vendte 350.000 danskere ryggen til vores Grundlov og nation. De udvandrede til Amerika. Det var primært borgere fra samfundets bund, som Grundloven af 1849 ikke inkluderede. Det var blandt andre bønder, fattige i byerne, håndværkere og lærlinge. Amerika havde allerede i 1776 indført den demokratiske tankegang og fået uafhængighedserklæringen, hvor borgerne havde lighed for loven, og frit kunne stemme. Dette medførte Grundloven ikke. Valgretten tilkom kun selvforsørgende mænd over 30 år med egen husstand. De såkaldte syv F´er var udelukkede fra at stemme og stille op.

Men i stedet for at kæmpe for solidaritet og lighed og opbygge det Danmark, vi kender i dag, ligesom Ingeborg Tolderlund og Dansk Kvindesamfund, vendte de Danmark ryggen. Spørgsmålet er, om vi ubevidst er i gang med det  samme, bare med omvendt fortegn! At vende ryggen til vores nation, danskheden og til dét vores forfædre har kæmpet for?  Det er nok de færrest af os, der skænker det en tanke i hverdagens gøremål og trivialiteter, men vores Grundlov har gennem flere år være udsat for direkte som indirekte bombardementer.

Senest da Hizb ut-Tahrir demonstrerede en såkaldt mindehøjtidelighed på Christiansborg Slots Plads. Foran demokratiets højborg! En organisation, der åbenlys er modstander af demokrati, og kæmper for sharialov i vort land. En organisation, der har opfordret til drab på danske soldater og jøder, og som fastholder kvinder i undertrykkelse og mindreværd!

I en netop offentliggjort rapport fremgår det, at hver tredje københavner med ikke-vestlig baggrund mener, at religiøse og kulturelle traditioner og love skal følges. Mere sharialov og mindre demokrati og Grundlov. Det vil være naivt at tro det udelukkende er et isoleret storbyfænomen, og det ikke allerede er i gang med at sprede sig ud over vores nation! Ligesom den sorte død spredte sig ud over Europa tilbage i 1300 tallet!

Ifølge en befolkningsfremskrivning fra Danmarks statistik fra 2018, vil der om fire årtier være knap en million ikke-vestlige indvandrere eller efterkommere i vort land. Et regeringsskifte med støtte fra De Radikale og Morten Østergaard er der ikke tale om fire årtier! Tværtimod! Og så er nationalretten stegt flæsk med persillesovs en saga blot og afløst af kebab!

Vores kultur og traditioner gennem århundrede, det vi forbinder med det at være dansker, danskheden helt tilbage til hedenold, vil blive udvisket. Dét, vi er vidner til i disse år, er, at danskheden, vores traditioner og værdier befinder sig i en krigslignende tilstand. Faktisk helt ude ved fronten.

I 1864 trak vi os tilbage fra Dannevirke til Dybbøl skanserne. I otte uger regnede det bogstaveligtalt med granater over vore soldater, truede danskheden og nationens overlevelse. Vi blev som bekendt amputeret, som i 1814, hvor vi måtte afstå Norge, og Sønderjylland blev en del af det tyske rige frem mod genforeningen den 15. juni 1920.

I dag er det ikke den preussisk – østrigske hær eller tab af dansk territorium, der er truslen. Foran os svajer de sorte flag, og islamiske slagord runger ud af højtalerne, og masserne stemmer højtråbende i med knyttede nævner.  Dette sker samtidigt med, at vores kultur og traditioner langsomt udvandes og tilsidesættes i krænkelseskulturens og integrationens hellige navn.

Vi hører om boligforeninger, der dropper juletræet. Institutioner, der ikke længere bruger svinekød. Folkeskoler og plejehjem, der ikke længere afholder traditionelle arrangementer. Der kan ikke længere synges bestemte sange fra højskolesangbogen.  Bydele dropper traditionelle danske arrangementer. Den gode, gamle danske pølsevogn på torvet må lukke på grund af trusler og vandalisme, og dagen efter åbner en kebabvogn! Buschauffører, der bliver truet og ikke tør sige fra osv. Listen er udtømmende.

Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt! For mens vi danskere skal gå på kompromis og helt fralægge vores traditioner, kultur og værdier, frem for skik følge eller land fly, foregår der sideløbende en skræmmende udvikling, som er værd at bemærke.

Moskeer skyder op som paddehatte, ala Amanita phalloides. Der opføres muslimske privatskoler. Der kommer flere og flere plejehjem forbeholdt muslimer. Der arbejdes på oprettelse af særskilte gymnasielle uddannelser målrettet ikke-etniske danskere. Der forefindes en lang række bederum på offentlige institutioner. Der eksisterer i udbredt grad parallelsamfund. Bydele, hvor vores beredskab som Falck, brandvæsen og politi ikke kan udføre deres opgaver uden at blive angrebet! Det undertrykkende islamiske tørklæde breder sig endnu mere i det offentlige system.

Men det stopper ikke der!

I de kommende år bliver det islamiske symbol, tørklædet, i højere grad en del af danskernes privatsfære i forbindelse med hjemmehjælp og pleje. I 2016-2017 blev der indenfor den kommunale ældresektor ansat flere med ikke-vestlig baggrund end etniske danskere.  Spørgsmålet er om den enkelte dansker har ret til at sige fra overfor islam i privatsfæren, uden kommunen går ind og stiller spørgsmål om den enkeltes personlige religiøse overbevisninger? Eller ligefrem fratager den enkelte hjælpen? Det er blot nogle få eksempler på, at danskheden langsomt, men sikkert er ved at blive udvisket.

At Grundloven bekriges og forsøges tilsidesættes sås med al tydelighed, da København blev sat i brand i april. Ene og alene på grund af en mand og en bog! Det er ikke et spørgsmål om, man er for eller imod! Det er misforstået og sagen uvedkommende. Der var varslet en helt lovlig demonstration. Helt efter Grundlovens bestemmelser, hvilket betyder, man har lov til at demonstrere, hvad enten det er for flere pædagoger i institutionerne, eller for bedre vilkår på arbejdsmarkedet eller for flere fysiske butikker eller, hvad man nu vil demonstrere for.

De TV billeder vi var vidner til mindede mest af alt om noget fra Mellemøsten. Desværre var det fra København, og det viste med al tydelighed, hvilke kræfter vi står overfor. Kræfter, som forsøgte at knægte ytringsfriheden med vold og masseødelæggelser.

I Skive respekterede man heller ikke vores værdier, da flere hundrede angreb en lignende demonstration!  I Thisted blev der også afholdt en demonstration. Den forløb dog stille og roligt. Det mest tankevækkende er dog, at de lokale sociale medier efterfølgende flød over med rosende og takkende ord for, at der ikke blev ballade. Altså man takker for, at der ikke blev antændt biler! Man takker for, at der ikke blev smadret butikker! Man takker for, at bydele ikke blev sat i brand! Man takker for, at vores politi ikke blev angrebet! Osv. Lad os lige dvæle ved den!

Når man overværer en demonstration er det forventeligt, man opfører sig passende, hvilket vil sige efter danske værdier og normer. Sådan bør det være, og sådan skal det være. Kan man ikke det, hører man ikke hjemme i Thy eller i Danmark i det hele taget! Det skal man ikke takkes for!

Når man ånder lettet op her i Thy, og er ude med roserne kan man spørge sig selv om, hvad den virkelig grund er til de rosende ord. Den samme ros er ikke oplevet efterfølgende ved andre demonstrationer! Måske skal man i virkeligheden erkende, at der ligger en tåge, en dis ud over Thy. Man lever med bevidstheden om, at noget ligger og ulmer under overfladen. En underliggende berøringsangst for, at et forkert ord eller handling kan antænde et inferno, som vi så i København.

Skal Danmarks riges Grundlov bestå?

Kulturforskellene og angrebene på vores Grundlov er helt åbenlyse! Da Hizb ut-Tahrir demonstrerede på Christiansborg Slots Plads brændte vi danskere ikke København ned! Da islamisterne havde besøg af en række hadprædikanter i København, som i flæng kan nævnes går ind for stening af utro kvinder, drab på homoseksuelle, afskaffelse af demokratiet til fordel for sharia, dødsstraf over muslimer, der skifter trosretninger, opfordrer til drab på jøder osv., brændte vi danskere ikke København ned! Vi er ikke bare langt mere civiliseret og kultiveret, vi har den fornødne respekt om fundamentet for vores samfund, vores Grundlov!

Ytringsfriheden er ikke ubegrænset. Den har visse begrænsninger, men det er det danske retssystem, man står til ansvar for. Det er ikke gadens parlament, der via vold og ildspåsættelser og et inferno af ødelæggelser, der sætter rammerne for ytringsfriheden. Det er heller ikke de lokale meningsdannere på de sociale medier, der truer med tæsk og fanden og hans pumpestok, der skal sætte rammerne for ytringsfriheden. Når man på den måde forsøger at knægte ytringsfriheden, er det angreb på os alle! Det handler ikke om en mand med en bog, men visse islamiske grupperinger ønsker at sætte Grundlovens bestemmelser ud af kraft!

Nøgternt og overordnet tegner der sig et billede af en fremmede kultur, som ikke vil Danmark og danskerne, vores kultur og værdier og vores Grundlov. Vi bekriges indefra. Landet er langsomt, men sikkert ved at gennemgå en transformation.  Det kan vi under ingen omstændigheder acceptere, uanset, hvad De Radikale og Morten Østergaard og meningsmålingerne end måtte indikere.

I Dansk Folkeparti tager vi ikke afsæt i, hvad der er mest populistisk på et givent tidspunkt. Vores udgangspunkt er altid, hvad der bedst tjener Danmark og danskerne, vores kulturelle arv, vores historie, danskheden og vores demokratiske fundament, den danske Grundlov. Den står vi vagt om. Det kommer vi aldrig til at gå på kompromis med.

Her 104 år senere på Sjørring Vold står egetræet, der endnu trods det barske og omskiftelige vejr. Stolt og rank, som nogen matriark med sine krogede grene og dybe fuger i barken!

Det står som et symbol på livskloghed og fortæller historien om en kamp, der blev kæmpet i den Grundlov vi kender i dag. Men samtidigt minder den os kærligt, men bestemt om, at det var en kamp, som aldrig må fortabes i erindringen.

For hvis grundlovsmøderne i fremtiden ikke skal blive mindehøjtideligheder for det, der engang var, er det vigtigt, at vi ikke glemmer og tager vores Grundlov og demokratiske rettigheder for givet. For dybest set er vores Grundlov vel ikke mere robust end vores vilje og evne til at stå vagt om dens forsvar!

Det synes vi i lokalforeningen er vigtigt at erindre os selv om igen og igen. Er du enig? Så stem Dansk den 5. juni.

Stem Dansk Folkeparti