EU – Det store vælgerbedrag

Af Erik Høgh-Sørensen Folketingskandidat

I disse dage lander EU-parlamentariker Anders Vistisens (DF) glimrende bog i postkasser over det ganske land. Jeg må på det kraftigste anbefale folk at læse den, for Vistisen belyser, hvordan EU’s elite både i Danmark og resten af Europa fører befolkningerne bag lyset, og snyder demokratiet.

Den viden får vi ikke via de EU-glade danske medier.

Historien indefra

Jeg kender historien, for jeg har selv oplevet den som journalist. Jeg var journalist for Ritzau i Bruxelles i fem år, og det bidrog til at gøre mig til den DF folketingskandidat, jeg er i dag.

Mens jeg arbejdede som journalist, var jeg neutral og objektiv, for det skal man være. I dag kan jeg som DF’er åbent erklære ligeud: EU er ikke et godt sted for danskerne at være og slet ikke nu, da briterne har sagt farvel.

I løbet af de fem år som Ritzaus korrespondent producerede jeg cirka 7.200 artikler og nyhedsindslag. Jeg var overalt, og traf Europas ledere. Siden, da jeg blev fri af mit ”objektivitets-løfte”, skrev jeg den dokumentariske erindrings-bog ”Mod vinden. Danmarks plads i Europa”. Den udkom i 2014, men blev omgående søgt tiet ihjel.

Det er ikke alle bogens kapitler, der er EU-negative, men jeg var dengang overbevist om, at hvis jeg skal gøre noget godt for fremtidige generationer, så skulle jeg fortælle historien om det EU, jeg så.

Jeg gik fra at være prisbelønnet international korrespondent – dvs. en del af ”sjakket”, til at være uden for. Det fortryder jeg ikke. Men nok om det. Lad mig give fire eksempler på, hvor forfærdelig de danske mediers EU-dækning er:

Forud for danskernes folkeafstemning om retsforbeholdet i 2015 undlod medierne at fortælle vælgerne, at jasidens politik var et grundlovsbrud. Havde folk vidst dette, ville nejsiden have fået op til 64 procents tilslutning i stedet for ”kun” 53 procent. Dette fremgik af en måling lavet af Epinion året efter, hvor de adspurgte fik oplysninger om Grundloven og EU-forbeholdet.

Så er der Brexit

Her er der mindst tre klokkeklare medie-skæverter:

  1. Forhandlingerne er nu forlænget ud over 29. marts 2019, men det er næppe lovligt ifølge EU-traktaten artikel 50. Paragrafferne nævner eksplicit intet om, at forhandlingstiden kan forlænges, og bagved ligger derfor nok EU’s gamle politik om, at hvis en folkeafstemning ender med et nej, så skal folk tvinges til at stemme om, indtil de stemmer ”rigtigt”. Sådan gik det Danmark i 1992 og 1993. Nu har også briterne stemt i 2016. Det blev et nej.
  2. For det andet hævdes det, at Brexit skader britisk økonomi. Man kan godt finde eksempler på dette, men det omvendte er mest sandt pt. Optimismen er stor på de britiske børser FTSE100 og FTSE250, britisk økonomi har det fint, men det fortæller danske medier alt for sjældent.
  3. Så er der Danmark. Vi bliver snydt, så vandet driver. Med udgangspunkt i EU-traktatens artikel 50 kunne Lars Løkke Rasmussen (V), hvis han ville, selv have forhandlet en aftale på plads med Storbritannien uden om EU. Han kunne have valgt at varetage Danmarks nationale interesser, men i stedet varetog han EU’s.

Løkke lod EU-Kommissionen forhandle, og det gik selvfølgelig galt. Der er (foreløbig) ingen aftale. Det betyder, at EU skader Danmark. Hvis Løkke havde forhandlet direkte med May om danske og britiske ønsker, så havde der nok allerede været en aftale.

Eksemplerne står i kø, og jeg vil gerne anbefale min egen bog. Ikke til køb, for den er næsten udsolgt, men find den eventuelt på biblioteket.

Men allermest vil jeg anbefale Vistisens nye bog. Det er god læsning. Bak op om Vistisen og de øvrige gode kandidater, DF opstiller til EU-parlamentsvalget