Arrangementer

Læserbreve

Den 19. juni 2018

Akuthelikopteren og jeres lokale områder.

Af Erik Høgh Sørensen

Kære alle, http://www.limfjordupdate.dk/laeserbrev-fornuftigt-at-bevare-skive-helikopteren Der er nemlig ved at ske det, at S i regionsrådet (og sikkert også V) prøver at løbe fra deres stemmeafgivning i forbindelse med den nye nordjyske akuthelikopter. DF stod fra start fast på Skive-bevarelse af de grunde, der nævnes i indlægget. Den helikopter er rigtig god for jeres lokalområder, så nu…

Læs mere
Læserbreve arkiv

Fotogallerier

Facebook

6 dage siden

Dansk Folkeparti - Thisted Kommune

Søren Espersens ugebrev: Glad sommerhilsen til “marginaliserede”: Assimilér jer – eller forsvind!

Mens jeg for nogle år siden researchede til en bog, havde jeg en stor bunke private breve fra unge jøder, der var frivillige i det nye Israels Selvstændighedskrig. Brevene havde de sendt hjem til familien i Danmark.

De fleste af disse var vel dette, man i dag benævner ”marginaliserede unge”. Anden- eller tredjegenerationsindvandrere – børn eller børnebørn af ludfattige indvandrere, som i stort tal omkring år 1900 var kommet til Danmark fra Rusland, Ukraine eller Polen, hvor de blev jagtet, fordi de var jøder.

Deres forældre eller bedsteforældre havde ved ankomsten til Danmark klumpet sig sammen dér, hvor der var billige boliger at få – og det var den gang i Københavns indre bys mest usle slumgader – Adelgade, Aabenraa, Borgergade, Prinsensgade, Landemærket – samt på Nørrebro. Forholdene var elendige; gamle og forsømte værelser, gårdene smalle og ildelugtende. Kun lidt lys nåede ind i 2. eller 3. baggård.

En læge ved Rigshospitalet, som af og til kom i nærkontakt med disse elendige indvandrerfamilier, fortalte nogle år senere, hvor overrasket han var blevet over den ufattelige fattigdom:

”De ofte loppebefængte børn lå i kludebunker i stedet for i senge. Det var gyseligt at opleve, hvor fattige mennesker kunne være. Positivt overrasket blev jeg da også ved nogle år senere at iagttage, hvor hurtigt de fleste af disse jøder arbejdede sig op. I løbet af ganske få år var mange af dem bedre stillet end de faglærte danske arbejdere”.
Ja, det var overraskende, hvor hurtigt disse arbejdsdrenge, håndværkslærlinge, skræddere, skomagere, urmagere kom i gang med at kunne forsørge sig selv – og efter få år generelt havde fået sig etableret i et godt job eller måske med egen virksomhed.

Om end dagligsproget i deres hjem var jiddish, var disse unge mennesker blevet, og følte sig som danskere, og det slog mig, da jeg begyndte at læse brevene, at hver og én af brevskriverne skrev et fint og formfuldendt dansk. Nydelig håndskrift uden stavefejl. Og vi taler altså om unge, hvoraf mange højst havde gået i skole til 7. klasse.

Det var ikke sådan, at de havde glemt deres jødiske liv, for det fortsatte de skam med. De oprettede jødiske foreninger: Håndværkerforeninger, sportsforeninger, ungdomsforeninger, sangforeninger, politiske foreninger, teaterforeninger, hvor de fandt sammen om deres traditioner.

Men ud af brevene hjem lyser en stor kærlighed til Danmark og det danske folk, som de nu selv havde arbejdet sig frem til at blive en del af, og som de var stolte af at være en del af.

Ja, disse marginaliserede unge, som i øvrigt ikke et øjeblik følte sig marginaliserede, havde jo nemlig assimileret sig. Og tanken havde ikke på noget tidspunkt strejfet dem, at de skulle blive boende i deres elendige lejligheder for dér at klumpe sig sammen med andre jøder; næh, så snart muligheden bød sig, var drømmen at få et lyst, luftigt hus med en lille have ude på Amager, i Valby, på Østerbro – eller måske ligefrem længere oppe ad Strandvejen.

Ej heller havde tanken strejfet dem, at det danske samfund skulle ændre sig, således at det tilpassede sig de jødiske skikke og traditioner. Var de som lærlinge så heldige at få en jødisk mester, kunne de jo slippe for at arbejde på sabbat, men var de sat i lære hos en kristen mester, ja, så arbejdede de selvfølgelig også om lørdagen, for sådan gjorde man altså hér.

Børnene på den jødiske skole, Carolineskolen, blev også hurtigt klar over, hvad dagens parole var – nemlig dansk, dansk og dansk! Man kunne jo godt sludre med kammeraterne på jiddish på vej til skole, men i det øjeblik, man gik ind gennem skoleporten, slog man over i dansk. Det sørgede den jødiske gårdvagt for. Der vankede simpelthen lussinger, hvis der blev talt jiddish på skolens område.

Forældrene gav fra starten nogle utvetydige budskaber: Se at blive dansker. Aftjen med stolthed din værnepligt i Forsvaret. Tal dansk uden den fremmede accent, vi desværre ikke slipper for. Få dig en uddannelse eller et håndværk, så du kan komme frem i Danmark og blive en respekteret og agtet borger i det land, der nu er vores.

Gør din far og mor ære. Gør det jødiske folk ære og gør Danmark ære.
Gør din pligt over for det danske samfund. Spørg, hvad du kan gøre for dit nye fædreland. Kort sagt: Assimilér dig!

Af deres forældre blev de således stillet overfor ubønhørlige krav, ligesom de stillede krav til sig selv. Til gengæld blev der ikke et øjeblik fra indvandrernes side stillet noget som helst krav om, hvordan Danmark og det kristne danske folk skulle indrette sig på dém!

Der blev ikke stillet krav om, at danske skoler skulle indføre modersmålsundervisning i jiddish. Der blev ikke stillet krav om specielle foranstaltninger i forbindelse med skoleårets forløb. Der blev ikke stillet krav om særlige bederum – eller at det omkringliggende samfund skulle spise kød, der var slagtet på deres måde.

Der var ej heller nogen af disse ”marginaliserede unge”, som kylede sten eller flasker mod glade studenter, meldte sig ind i ildelugtende og uappetitlige indvandrerbander eller i øvrigt teede sig som vilde, voldelige eller religiøse tosser.

Og så blev der heller ikke stillet krav om, at det kristne danske folk skulle lære noget som helst om jødiske traditioner – således at vi så bedre ville kunne forstå de nytilkomne.

Det var således ikke Danmark, der havde en opgave, der skulle løses.
Nej, det var indvandrerne, der havde en opgave, der skulle løses.

Og samfundet følte sig ikke kaldet til at ansætte en hær af behandlere, indvandrerkonsulenter eller integrationsmedarbejdere med det formål at undervise danskerne i, hvordan vi skulle té os overfor de nye.

For det var jo netop ikke Danmark, der havde en integrationsopgave. Det var indvandrerne!

Assimilation er et medicinsk udtryk, som betyder ”at gøre lig med” eller at ”optage” eller at ”indoptage”. Det handler i det medicinske sprog om næringsstoffernes optagelse og omdannelse til at blive en del af organismen, som jo har brug for næringsstoffer. Men det er værd at bemærke, at det er næringsstofferne, der skal optages i organismen – ikke omvendt!

Ja, for det er jo netop assimilation, vi i fredens, sikkerhedens og fordragelighedens navn må og skal forlange af de fremmede, som nu og fremover bør mødes med denne friske og glade sommerhilsen: Assimilér jer – eller forsvind…!
... Vis mereVis mindre